Teoretisk og filosofisk baggrund

Homøopati er en 200 år gammel behandlingsform,

som blev grundlagt af Samuel Hahnemann (læs mere om Hahnemann under Homøopatiens historie). Homøopati er en ”vitalistisk” behandlingsform dvs. at behandlingen sigter mod at stimulere menneskets egne selvhelbredende kræfter. Symptomer betragtes som kroppens forsøg på at helbrede sig selv, og det homøopatiske middel vælges ud fra at det er i stand til at producere tilsvarende symptomer hos en rask person.

Det er min erfaring at mange danskere ikke kender til den homøopatiske behandlingsform samt at mange mennesker, som har hørt lidt om homøopati eller evt. kender nogle, som er blevet behandlet af en homøopat, ikke har gjort sig klart hvad homøopatisk behandling indebærer. Det er ganske naturligt, fordi Homøopatien adskiller sig væsentligt fra den konventionelle medicin.

Homøopatisk behandling går ikke ud på at slå mikrober og bakterier ihjel eller på at behandle enkeltstående symptomer. Behandlingen sigter bredt mod at genoprette sundhed. Homøopatisk behandling stiler mod at helbrede hele personen. Homøopater betragter ikke sundhed som fravær af sygdom. Vi betragter sundhed som en tilstand af velvære og vitalitet, hvor interaktionen med den omgivende verden er lige så vigtig som det der foregår inden i det enkelte menneske.

Reaktioner på behandlingen.

Ofte sætter en homøopatisk behandling gang i en udrensningsproces. Tilstande som før var undertrykt dukker igen op til overfladen, og arbejder sig ud af kroppen. Det kan give midlertidigt ubehag men er på ingen måde farligt. Et eksempel kan være astma, som er startet efter en eksem er blevet undertrykt. Når et velegnet homøopatisk middel gives vil astmaen forsvinde, og eksemen vil kortvarigt dukke op igen.

Homøopati er en individuel terapi,

hvilket betyder at der ofte ordineres forskellige homøopatiske midler til mennesker med den samme diagnose. Hvis f.eks ti mennesker lider af astma får de måske ti forskellige midler. Det er fordi homøopater behandler mennesker ikke sygdomme. Det betyder at mennesker som ikke ”fejler noget”, som har fået at vide at de må lære at leve med hvad der nu plager dem, ofte kan hjælpes med homøopatisk behandling. Det betyder også at man ikke kan afprøve effekten af homøopatisk behandling v.hj. af almindelige dobbelte blindtest, fordi man ikke kan give det samme homøopatiske middel til en gruppe mennesker med den samme diagnose.

Homøopatiens historie

Kort om Hahnemanns liv og tid.

Hahnemann's portræt som hænger i museet i Køthen

Hahnemann’s portræt som hænger i museet i Køthen

Samuel Hahnemann blev født i Dresden i 1755, som søn af en porcelænsmaler. Den unge Samuel var meget dygtig og hans lærere sørgede for at han fik de nødvendige stipendier for at fortsætte sine studier. Hahnemann valgte at læse medicin og blev færdig som læge i 1779 fra Erlangen Universitet.

Hahnemann arbejdede som læge de følgende ti år. Han kommer vidt omkring i sit arbejde. I begyndelsen arbejdede han i en minelandsby, hvor han erfarer hvilken kummerlig tilværelse mange minearbejdere og deres familier lever under. Siden arbejdede han både på militærhospital, børnehjem, fattighus og fængsel. Han er forfærdet over forholdene.

Samtidig med sit medicinske arbejde gifter Hahnemann sig med en apotekerdatter og får en stor børneflok. Hahnemann havde en udpræget sans for boglig lærdom. Han var akademiker ud til fingerspidserne og elskede at studere. Den interesse havde skaffet ham ekstra indtægt allerede som barn og ung, hvor han underviste andre studerende. Hahnemann skaffede sig også ekstraindtægter ved at oversætte bøger. Han fortsatte som voksen med at oversætte bøger for at tjene ekstra penge til familiens underhold, og han brugte meget tid på at studere på de biblioteker han boede i nærheden af.

Sen oplysningstid med ny viden.

Det er værd at huske på at Hahnemann levede i den sene oplysningstid. Udviklingen havde taget fart og ny viden væltede bogstaveligt frem. Kemi, som vi kender det i dag, blev grundlagt på Hahnemanns tid, og optog Hahnemann meget.

Samtidig med at der foregår en voldsom udvikling på mange områder, var den medicinske praksis håbløst forældet, og yderst livsfarlig. Det var stadig almindeligt at bruge igler og blodladninger for at få ’det onde’ ud af kroppen. Den katolske kirkes opfattelse af at det onde sidder i blodet var svær at ændre. Arsenik, bly og kviksølv blev brugt i store doser. Denne behandling blev kaldt ”heroisk behandling” fordi man var en helt hvis man overlevede. Det var den mere velstående del af befolkningen, som blev udsat for denne behandling. De fattigste slap, men de måtte i stedet slås med følgerne af armod.

Fordi Hahnemann lever i en tid med fornyelse på mange områder, og fordi han oplever at de metoder som lægerne benytter sig af rent bogstaveligt slår patienterne ihjel, falder det ham naturligt at tænke i nye baner. Gennem sit oversættelsesarbejde holder han sig ajour med datidens nye viden, og da han i 1789 oversætter Cullens Materia Medica, et plantemedicinsk leksikon, sætter det gang i de idéer som udkrystalliseres som det, vi i dag kender som homøopati.

Pin It on Pinterest

Share This